-
Alm. Brand trodser historisk vådt år og løfter resultat
来源: BDK Finans / 08 2月 2024 03:59:24 America/New_York
På trods af høje omkostninger til vejrrelaterede skader løfter forsikringsselskabet Alm. Brand sit forsikringsresultat. Det viser årsregnskabet som er blevet offentliggjort torsdag morgen. Her fremgår det, at Alm. Brand har tjent 1,4 milliarder kroner på forsikringsforretningen i 2023. Året før lød resultatet på 1 milliard. - På trods af særligt et fjerde kvartal, hvor vi har hjulpet ekstraordinært mange kunder med skader forårsaget af regn og storm, er vi kommet godt i mål med resultatet for 2023, siger topchef Rasmus Werner Nielsen i en kommentar til regnskabet. Væksten skyldes delvist, at købet af Codan har bidraget positivt. Også selskabets erhvervskunder har bidraget til det stigende resultat. I juni 2021 blev det annonceret, at Alm. Brand købte Codans danske forretning af Tryg og det canadiske selskab Intact. Prisen lød på 12,6 milliarder kroner. I løbet af 2023 har Alm. Brand fokuseret på effektivisering og udbygning af systemer, der skal reducere forsikringssvindel. Samlet forventes disse ting også fremover at bidrage positivt til indtjeningen. I november meddelte Alm. Brand at selskabet ville fyre 105 medarbejdere i arbejdet mod en mere enkel og effektiv ledelsesstruktur. 2023 bød dog også på udfordringer for forsikringsselskabet. Året bød blandt andet på flere småskader og flere bilskader, mens store nedbørsmængder betød, at der var flere skader relateret til vejret. Sidste år blev det vådeste år nogensinde målt i Danmark. Allerede inden året var omme meldte Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), at året ville blive det år, med mest nedbør nogensinde målt i Danmark. Også uden for Danmark har vejrrelaterede skader påvirket selskabet. Blandt andet blev danskere på sommerferie i Italien og Grækenland ramt af skader. Alm. Brands udgifter til vejrskader løb op i 446 millioner kroner. Klokken otte om morgenen 20. december var der faldet 907,0 millimeter regn siden årets start. Den tidligere rekord lød på 905 millimeter i 199 og 2019, oplyste DMI. Samlet lyder Alm. Brand-koncernens resultat på 612 millioner kroner. Året var det samlede resultat 374 millioner kroner. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/alm-brand-trodser-historisk-vaadt-aar-og-loefter-resultat